Lille blomst står du der og venter
Er du blevet glemt?
Det sidste håb glider ud af dine hænder
Og du går alene hjem
det er ikke den første gang
så hvornår giver du slip på ham
Endnu et hjerteskud
Endnu en stjerne der langsomt går ud
du får dit lys tilbage, for efter i nat
kommer endnu en dag
Sort på hvidt
ordene der brænder
forladt med et brev
et kort sekund
hvor verden ikke længere drejer rundt
alting bliver revet itu
du har mistet din bedste ven
og nu er du alene igen
Endnu et hjerteskud
Endnu en stjerne der langsomt går ud
du får dit lys tilbage, for efter i nat
kommer endnu en dag
Brændende kærlighed
skyder ud i intethed
endnu et hjerteskud
Endnu et hjerteskud
Endnu en stjerne der langsomt går ud
du får dit lys tilbage, for efter i nat
kommer endnu en dag
tirsdag den 6. marts 2012
Dagen kom atter igen..
Dagen kom atter igen
Dagen som jeg så længe har ventet på
Endnu en nat forinden
Voksede sommerfuglene i maven
Som barn var dette min yndlingsdag
Intet var bedre end min fødselsdag
Morgenmaden på sengen kom
Intet sku' idag føles tom'
Gaver, kager og gæster
Nu kommer de og fester
Dagen er nu snart forbi
Gid den ku forbli'
Dagen som jeg så længe har ventet på
Endnu en nat forinden
Voksede sommerfuglene i maven
Som barn var dette min yndlingsdag
Intet var bedre end min fødselsdag
Morgenmaden på sengen kom
Intet sku' idag føles tom'
Gaver, kager og gæster
Nu kommer de og fester
Dagen er nu snart forbi
Gid den ku forbli'
mandag den 16. januar 2012
Nu sad det unge par sikkert og så video
Kære Anne Grethe og Kim(Simons søn)
I Mandags havde jeg bagt medaljer, Simon var ikke helt tilfreds med det, men alligevel spiste han desværre nogen stykker.
De var lavet på det gamle jordbærsyltetøj fra sidste år, æg fra naboen og selvfølgelig resten af det der skal i. Efter han havde spist den sidste medalje, lagde han sig på sofaen. Han klagede som altid over hans voldsomme hovedpine, hjertebanken og smerter i maven . Simon havde jo altid haft problemmer med hjertet, og her på det sidste var det blevet værre og værre. Men jeg havde egentlig ikke hørt ham i lang tid beklage sig.
Han faldte i søvn på sofaen, og sov cirka en time til to. Da han stod op var han meget fortumlet, han sagde ingenting, men gik ud i køkkenet for at hente en glas vand, lige da han var kommet ud af stuen og på vej ind i mellemgangen ud til køkkenet, faldt han omkuld, jeg når lige at høre ham råbe på mig. Men da jeg kommer løbende hen til ham ligger han helt stille.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men får alligevel i panik ringet til en ambulance og prøver at gøre så meget for at hjælpe ham så godt jeg nu kan.
Men da ambulance folkene kommer var det allerede for sent. Simon var død. De kunne intet gøre, hans hjerte havde svigtet ham, ingen ved hvorfor det lige skulle være i mandags, men lægerne sagde det kunne være sket når som helst. Jeg håber at høre fra jer snart, da han skal begraves i weekenden.
Jeg er selv meget i chok og forstår det ikke. Jeg kan ikke tage mig sammen til at lave noget som helst. Jeg sidder bare derhjemme og stirrer ud i luften.
I Mandags havde jeg bagt medaljer, Simon var ikke helt tilfreds med det, men alligevel spiste han desværre nogen stykker.
De var lavet på det gamle jordbærsyltetøj fra sidste år, æg fra naboen og selvfølgelig resten af det der skal i. Efter han havde spist den sidste medalje, lagde han sig på sofaen. Han klagede som altid over hans voldsomme hovedpine, hjertebanken og smerter i maven . Simon havde jo altid haft problemmer med hjertet, og her på det sidste var det blevet værre og værre. Men jeg havde egentlig ikke hørt ham i lang tid beklage sig.
Han faldte i søvn på sofaen, og sov cirka en time til to. Da han stod op var han meget fortumlet, han sagde ingenting, men gik ud i køkkenet for at hente en glas vand, lige da han var kommet ud af stuen og på vej ind i mellemgangen ud til køkkenet, faldt han omkuld, jeg når lige at høre ham råbe på mig. Men da jeg kommer løbende hen til ham ligger han helt stille.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men får alligevel i panik ringet til en ambulance og prøver at gøre så meget for at hjælpe ham så godt jeg nu kan.
Men da ambulance folkene kommer var det allerede for sent. Simon var død. De kunne intet gøre, hans hjerte havde svigtet ham, ingen ved hvorfor det lige skulle være i mandags, men lægerne sagde det kunne være sket når som helst. Jeg håber at høre fra jer snart, da han skal begraves i weekenden.
Jeg er selv meget i chok og forstår det ikke. Jeg kan ikke tage mig sammen til at lave noget som helst. Jeg sidder bare derhjemme og stirrer ud i luften.
tirsdag den 10. januar 2012
Jul 2010
Julen 2010 var for mig ikke en helt almindelig jul.
Jeg troede at, jeg som normalt skulle vågne op den 24. december, tage ud til mine heste i Middelfart, hjem igen også ellers gøre huset klar til vi fik gæster.
Jeg stod op om morgenen, og det hele virkede meget normalt. Da jeg kom til stalden i Middelfart med mine forældre og min bror, hvilket jeg havde undret mig over flere gange, min bror interesserer sig slet ikke for heste.
Da jeg kom derover, gik jeg ind i stalden. Min daværende chef og nogle af mine venner og veninder sad inde i vores sadelrum, og ventede spændt på os.
De prøvede på at få mig til, at sidde på en bestemt stol, hvilket også undrede mig men tænkte ikke mere over det. Da jeg havde sat mig, efter 5 minutter gav det lidt mere mening, jeg fandt ud af der lå et papir på bordet lige foran mig. De andre var allerede så spændte, at jeg var begyndt at fornemme, at der var noget i sinde.
På papiret stod der noget i retningen af "Godmorgen Camilla, du får en julegave på forskud af dine forældre, men først skal du igennem nogen opgaver. Start med at gå op til skridtmaskinen."
Jeg gik meget fortvivlende op, man vidste aldrig hvad de kunne finde på. Jeg skulle lave en masse opgaver rundt omkring, på det store gods som mine heste stod på, og jeg blev mere og mere spændt.
De fulgte mig allesammen rundt, og flokken blev større og større.
Da jeg havde samlet en masse breve med opgaver sammen, og lavet mange forunderlige ting, endte jeg tilsidst med at skulle gå ned i en boks og finde min julegave. Da jeg gik ned af gangen fór der en masse tanker igennem mit hovede, om hvad gaven kunne være.
Da jeg nåede for enden af gangen, stod min nye hest "Udam" Jeg havde redet ham for min daværende chef rigtig mange gange, og var blevet rigtig glad for ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg så ham stå i boksen med rødt tæppe og en stor rød sløjfe.
Den julegave gjorde at jeg resten af dagen, ikke havde andet i tankerne end min nye hest. Det var den mest fantastiske julegave, jeg kunne ønske mig!
Jeg troede at, jeg som normalt skulle vågne op den 24. december, tage ud til mine heste i Middelfart, hjem igen også ellers gøre huset klar til vi fik gæster.
Jeg stod op om morgenen, og det hele virkede meget normalt. Da jeg kom til stalden i Middelfart med mine forældre og min bror, hvilket jeg havde undret mig over flere gange, min bror interesserer sig slet ikke for heste.
Da jeg kom derover, gik jeg ind i stalden. Min daværende chef og nogle af mine venner og veninder sad inde i vores sadelrum, og ventede spændt på os.
De prøvede på at få mig til, at sidde på en bestemt stol, hvilket også undrede mig men tænkte ikke mere over det. Da jeg havde sat mig, efter 5 minutter gav det lidt mere mening, jeg fandt ud af der lå et papir på bordet lige foran mig. De andre var allerede så spændte, at jeg var begyndt at fornemme, at der var noget i sinde.
På papiret stod der noget i retningen af "Godmorgen Camilla, du får en julegave på forskud af dine forældre, men først skal du igennem nogen opgaver. Start med at gå op til skridtmaskinen."
Jeg gik meget fortvivlende op, man vidste aldrig hvad de kunne finde på. Jeg skulle lave en masse opgaver rundt omkring, på det store gods som mine heste stod på, og jeg blev mere og mere spændt.
De fulgte mig allesammen rundt, og flokken blev større og større.
Da jeg havde samlet en masse breve med opgaver sammen, og lavet mange forunderlige ting, endte jeg tilsidst med at skulle gå ned i en boks og finde min julegave. Da jeg gik ned af gangen fór der en masse tanker igennem mit hovede, om hvad gaven kunne være.
Da jeg nåede for enden af gangen, stod min nye hest "Udam" Jeg havde redet ham for min daværende chef rigtig mange gange, og var blevet rigtig glad for ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg så ham stå i boksen med rødt tæppe og en stor rød sløjfe.
Den julegave gjorde at jeg resten af dagen, ikke havde andet i tankerne end min nye hest. Det var den mest fantastiske julegave, jeg kunne ønske mig!
tirsdag den 13. december 2011
Gem et lille smil
Han skubber hende lidt væk fra sig og fortæller hende han er kommet for en grund. ”Efter den nat vi var sammen, har jeg været til lægen, og fået konstateret Gonore, som er en sjælden kønssygdom. Jeg er blevet smittet via dig.” Hun ser overrasket ud, stilheden melder sig, og ingen ved hvad de skal sige. Efter nogle få minutters pinlig tavshed siger hun ”jeg må vel hellere gå til lægen og blive tjekket så?” Fra at være glad for at se mig, bliver hun pludselig stille og indadvendt. Denne gang bliver tavsheden brudt af hendes kat, som piver efter mad. Da han rejser sig lidt efter for at tage hjem, da der ikke var så meget mere at snakke om, griber hun hans arm og spørger ham ”vil du ikke nok tage med mig derned?” Han ser lidt forvirret ud, men svarer alligevel ”ja” da han ved hvor ubehageligt det er at være ved lægen. De tager noget overtøj på og går ud af døren, ud på gaden.
tirsdag den 27. september 2011
Kør ikke på røven
Skriveopgave "Dyrk dansk" side 205
Jeg syntes det er okay at han får en bøde, da han ikke har fået sin billet med. Hvis han ikke fik en bøde, kunne alle jo komme og sige de havde dem derhjemme. Selvfølgelig er det træls, men syntes det er fair nok. Ville selv ærge mig over det, men derimod ville jeg godt kunne se det på deres side. Alle ville kunne tage røven på dem så.
Jeg kan personligt ikke se hvad man ville få ud af det hvis man ringede og klagede. Da han jo ikke kunne bevise at han havde nogen billet.
Eksempel(digtet):
Jeg skulle over og besøge en ven, jeg skulle tage toget kl 15.45 fra Kolding af, og jeg sku til København. Da jeg havde købt billetten sad jeg og ventede på at toget skulle komme, jeg kunne høre en dame stå og råbe af en anden mand. Hun var meget ophidset, og kunne ikke rigtig formulere sig. Manden var en af de arbejdene på togstationen, han stod helt afslappet og prøvede at få damen til at hidse sig ned. Men ikke meget hjalp. Da toget endelig kom, så jeg damen gå ind i samme tog som mig, hun var ved at falde lidt ned, men stadig så hun meget ophidset ud.
Jeg satte mig på sæde nummeret som stod på min billet, og tilfældigvis satte hun sig lige ved siden af mig. Jeg skulle køre i tog ca. 2 timer og havde taget nogen blade og musik med.
Da der kom en mand rundt i toget for at se billetter, gjorde damen ingenting. Jeg vidste min billet og han smilede tilbage til mig. Da han spørger hende om hendes billet siger hun at hun ikke har nogen, den var blevet væk på stationen, men hun havde fået lov at køre med alligevel af dem på stationen.
Da han jo hverken kunne bevise noget for og imod, måtte han gå op i den anden ende af toget og snakke med de andre kontrollørere t. Efter 10 minutter kom han tilbage ned til os, og sagde de ikke havde fået nogen melding om en tabt billet, og derfor ville hun få en bøde. Jeg kunne nu igen se at hun begyndte at hidse sig op, og jeg satte mig meget diskret længere og længere over mod den kolde rude i toget, mit hovede dunkede og føltes som en bombe, jeg havde haft ondt i hovedet lige siden jeg hørte hende råbe af manden på stationen, pga. hendes skingre høje stemme. Hun begyndte nu igen at diskutere med kontrolløreren. Efter mange lange diskutioner mellem dem, fik hun lov at stige af toget dog uden bøde, hun var stadig meget ophidset. Da hun stod af ved nærmeste station, blev der helt stille i toget. Efter alt den påstyr. Nu kunne jeg sidde stille høre min musik og vente på jeg endte i København. Endelig da toget standsede lidt fra hvor min ven boede, stod jeg af og han stod og ventede på mig. Det var nok en af de værste togture jeg havde været ude for. Sikke en træls dame!
-Camilla Lund-Pedersen
Jeg syntes det er okay at han får en bøde, da han ikke har fået sin billet med. Hvis han ikke fik en bøde, kunne alle jo komme og sige de havde dem derhjemme. Selvfølgelig er det træls, men syntes det er fair nok. Ville selv ærge mig over det, men derimod ville jeg godt kunne se det på deres side. Alle ville kunne tage røven på dem så.
Jeg kan personligt ikke se hvad man ville få ud af det hvis man ringede og klagede. Da han jo ikke kunne bevise at han havde nogen billet.
Eksempel(digtet):
Jeg skulle over og besøge en ven, jeg skulle tage toget kl 15.45 fra Kolding af, og jeg sku til København. Da jeg havde købt billetten sad jeg og ventede på at toget skulle komme, jeg kunne høre en dame stå og råbe af en anden mand. Hun var meget ophidset, og kunne ikke rigtig formulere sig. Manden var en af de arbejdene på togstationen, han stod helt afslappet og prøvede at få damen til at hidse sig ned. Men ikke meget hjalp. Da toget endelig kom, så jeg damen gå ind i samme tog som mig, hun var ved at falde lidt ned, men stadig så hun meget ophidset ud.
Jeg satte mig på sæde nummeret som stod på min billet, og tilfældigvis satte hun sig lige ved siden af mig. Jeg skulle køre i tog ca. 2 timer og havde taget nogen blade og musik med.
Da der kom en mand rundt i toget for at se billetter, gjorde damen ingenting. Jeg vidste min billet og han smilede tilbage til mig. Da han spørger hende om hendes billet siger hun at hun ikke har nogen, den var blevet væk på stationen, men hun havde fået lov at køre med alligevel af dem på stationen.
Da han jo hverken kunne bevise noget for og imod, måtte han gå op i den anden ende af toget og snakke med de andre kontrollørere t. Efter 10 minutter kom han tilbage ned til os, og sagde de ikke havde fået nogen melding om en tabt billet, og derfor ville hun få en bøde. Jeg kunne nu igen se at hun begyndte at hidse sig op, og jeg satte mig meget diskret længere og længere over mod den kolde rude i toget, mit hovede dunkede og føltes som en bombe, jeg havde haft ondt i hovedet lige siden jeg hørte hende råbe af manden på stationen, pga. hendes skingre høje stemme. Hun begyndte nu igen at diskutere med kontrolløreren. Efter mange lange diskutioner mellem dem, fik hun lov at stige af toget dog uden bøde, hun var stadig meget ophidset. Da hun stod af ved nærmeste station, blev der helt stille i toget. Efter alt den påstyr. Nu kunne jeg sidde stille høre min musik og vente på jeg endte i København. Endelig da toget standsede lidt fra hvor min ven boede, stod jeg af og han stod og ventede på mig. Det var nok en af de værste togture jeg havde været ude for. Sikke en træls dame!
-Camilla Lund-Pedersen
fredag den 23. september 2011
Aldrig mere igennem skoven.
Jeg havde gået hjem hundrede gange før, jeg gik ind i skoven tæt på hans hus, det var koldt, mørkt og det blæste meget. Jeg var på vej hjem fra min ven, Jakob. Jeg havde overvejet flere gange om jeg skulle tage en smutvej igennem skoven, eller den lange vej langs lys og fortov, jeg endte så med at tage skoven, selvom jeg fortryder det nu. Over mig kunne jeg se de store træer, hvor grenene blæste rundt over mig, som store arme der omfavnede mig. I træstammerne kunne jeg forestille mig både mund og øjne, jeg havde altid haft en livlig fantasi. På jorden lå grene, som knækkede hvergang jeg trådte på dem. Jeg følte at jeg var blevet hovedrollen, i en gyserfilm. Ingen andre levende var omkring mig, men alt føltes alligevel så levende.Det var som om jeg var gået ind i en uendelig skov, det var sent en fredag aften.
Jeg fulgte en sti, som blev mere og mere utydelig, blade og jord strømmede langsomt ind over stien, og langsomt forsvandt den for mine øjne. Ligesom jeg følte at jeg kunne skimte en ny sti, for jeg vild!
Nu kunne jeg slet ikke finde rundt, mit hjerte bankede for fylde drøn, og jeg frøs ikke mere. Jeg prøvede i angst at finde min mobil frem så jeg kunne ringe til min ven, da jeg endelig fandt den i lommen, tabte jeg den ned på alle bladene der var blæst af i efterårsvejret. Jeg skyndte mig at tage den op, selvom det var svært for mine hænder rystede.
Jeg fik med besvær ringet op til Jakob, han sagde jeg skulle gå samme vej tilbage, jeg forklarede ham jeg ikke kunne se stierne mere og var faret vild midt i skoven. Jeg gik i lang tid, minutter føltes som timer. Jeg prøvede nogle forskellige veje, og det blev ikke mindre uhyggeligt. Da jeg endelig kunne se stien jeg kom fra, begyndte det at regne. Jeg løb mod stien, og kom endelig ud på den lokale vej. Denne her gang gik jeg med vejen hjem. Aldrig nogensinde ville jeg tage hjem igennem skoven igen!
Da jeg kom hjem drivvåd, var huset tomt. Jeg lagde mig ind i sofaen med et varmt tæppe, og rystede stadig over min tur ude i skoven. Aldrig havde jeg prøvet noget så uhyggeligt!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)