Gem et lille smil

Han skubber hende lidt væk fra sig og fortæller hende han er kommet for en grund. ”Efter den nat vi var sammen, har jeg været til lægen, og fået konstateret Gonore, som er en sjælden kønssygdom. Jeg er blevet smittet via dig.” Hun ser overrasket ud, stilheden melder sig, og ingen ved hvad de skal sige. Efter nogle få minutters pinlig tavshed siger hun ”jeg må vel hellere gå til lægen og blive tjekket så?” Fra at være glad for at se mig, bliver hun pludselig stille og indadvendt. Denne gang bliver tavsheden brudt af hendes kat, som piver efter mad. Da han rejser sig lidt efter for at tage hjem, da der ikke var så meget mere at snakke om, griber hun hans arm og spørger ham ”vil du ikke nok tage med mig derned?” Han ser lidt forvirret ud, men svarer alligevel ”ja” da han ved hvor ubehageligt det er at være ved lægen. De tager noget overtøj på og går ud af døren, ud på gaden.                    

Kør ikke på røven

Skriveopgave "Dyrk dansk" side 205

Jeg syntes det er okay at han får en bøde, da han ikke har fået sin billet med. Hvis han ikke fik en bøde, kunne alle jo komme og sige de havde dem derhjemme. Selvfølgelig er det træls, men syntes det er fair nok. Ville selv ærge mig over det, men derimod ville jeg godt kunne se det på deres side. Alle ville kunne tage røven på dem så.
Jeg kan personligt ikke se hvad man ville få ud af det hvis man ringede og klagede. Da han jo ikke kunne bevise at han havde nogen billet.
Eksempel(digtet):
Jeg skulle over og besøge en ven, jeg skulle tage toget kl 15.45 fra Kolding af, og jeg sku til København. Da jeg havde købt billetten sad jeg og ventede på at toget skulle komme, jeg kunne høre en dame stå og råbe af en anden mand. Hun var meget ophidset, og kunne ikke rigtig formulere sig. Manden var en af de arbejdene på togstationen, han stod helt afslappet og prøvede at få damen til at hidse sig ned. Men ikke meget hjalp. Da toget endelig kom, så jeg damen gå ind i samme tog som mig, hun var ved at falde lidt ned, men stadig så hun meget ophidset ud.
Jeg satte mig på sæde nummeret som stod på min billet, og tilfældigvis satte hun sig lige ved siden af mig. Jeg skulle køre i tog ca. 2 timer og havde taget nogen blade og musik med.
Da der kom en mand rundt i toget for at se billetter, gjorde damen ingenting. Jeg vidste min billet og han smilede tilbage til mig. Da han spørger hende om hendes billet siger hun at hun ikke har nogen, den var blevet væk på stationen, men hun havde fået lov at køre med alligevel af dem på stationen.
Da han jo hverken kunne bevise noget for og imod, måtte han gå op i den anden ende af toget og snakke med de andre kontrollørere t. Efter 10 minutter kom han tilbage ned til os, og sagde de ikke havde fået nogen melding om en tabt billet, og derfor ville hun få en bøde.  Jeg kunne nu igen se at hun begyndte at hidse sig op, og jeg satte mig meget diskret længere og længere over mod den kolde rude i toget, mit hovede dunkede og føltes som en bombe, jeg havde haft ondt i hovedet lige siden jeg hørte hende råbe af manden på stationen,  pga. hendes skingre høje stemme. Hun begyndte nu igen at diskutere med kontrolløreren. Efter mange lange diskutioner mellem dem, fik hun lov at stige af toget dog uden bøde, hun var stadig meget ophidset. Da hun stod af ved nærmeste station, blev der helt stille i toget. Efter alt den påstyr. Nu kunne jeg sidde stille høre min musik og vente på jeg endte i København. Endelig da toget standsede lidt fra hvor min ven boede, stod jeg af og han stod og ventede på mig. Det var nok en af de værste togture jeg havde været ude for. Sikke en træls dame!

-Camilla Lund-Pedersen

Aldrig mere igennem skoven.

Jeg havde gået hjem hundrede gange før, jeg gik ind i skoven tæt på hans hus, det var koldt, mørkt og det blæste meget. Jeg var på vej hjem fra min ven, Jakob. Jeg havde overvejet flere gange om jeg skulle tage en smutvej igennem skoven, eller den lange vej langs lys og fortov, jeg endte så med at tage skoven, selvom jeg fortryder det nu. Over mig kunne jeg se de store træer, hvor grenene blæste rundt over mig, som store arme der omfavnede mig. I træstammerne kunne jeg forestille mig både mund og øjne, jeg havde altid haft en livlig fantasi. På jorden lå grene, som knækkede hvergang jeg trådte på dem. Jeg følte at jeg var blevet hovedrollen, i en gyserfilm. Ingen andre levende var omkring mig, men alt føltes alligevel så levende.

Det var som om jeg var gået ind i en uendelig skov, det var sent en fredag aften.
Jeg fulgte en sti, som blev mere og mere utydelig, blade og jord strømmede langsomt ind over stien, og langsomt forsvandt den for mine øjne. Ligesom jeg følte at jeg kunne skimte en ny sti, for jeg vild!
Nu kunne jeg slet ikke finde rundt, mit hjerte bankede for fylde drøn, og jeg frøs ikke mere. Jeg prøvede i angst at finde min mobil frem så jeg kunne ringe til min ven, da jeg endelig fandt den i lommen, tabte jeg den ned på alle bladene der var blæst af i efterårsvejret. Jeg skyndte mig at tage den op, selvom det var svært for mine hænder rystede.

Jeg fik med besvær ringet op til Jakob, han sagde jeg skulle gå samme vej tilbage, jeg forklarede ham jeg ikke kunne se stierne mere og var faret vild midt i skoven. Jeg gik i lang tid, minutter føltes som timer. Jeg prøvede nogle forskellige veje, og det blev ikke mindre uhyggeligt. Da jeg endelig kunne se stien jeg kom fra, begyndte det at regne. Jeg løb mod stien, og kom endelig ud på den lokale vej. Denne her gang gik jeg med vejen hjem. Aldrig nogensinde ville jeg tage hjem igennem skoven igen!

Da jeg kom hjem drivvåd, var huset tomt. Jeg lagde mig ind i sofaen med et varmt tæppe, og rystede stadig over min tur ude i skoven. Aldrig havde jeg prøvet noget så uhyggeligt!