Aldrig mere igennem skoven.

Jeg havde gået hjem hundrede gange før, jeg gik ind i skoven tæt på hans hus, det var koldt, mørkt og det blæste meget. Jeg var på vej hjem fra min ven, Jakob. Jeg havde overvejet flere gange om jeg skulle tage en smutvej igennem skoven, eller den lange vej langs lys og fortov, jeg endte så med at tage skoven, selvom jeg fortryder det nu. Over mig kunne jeg se de store træer, hvor grenene blæste rundt over mig, som store arme der omfavnede mig. I træstammerne kunne jeg forestille mig både mund og øjne, jeg havde altid haft en livlig fantasi. På jorden lå grene, som knækkede hvergang jeg trådte på dem. Jeg følte at jeg var blevet hovedrollen, i en gyserfilm. Ingen andre levende var omkring mig, men alt føltes alligevel så levende.

Det var som om jeg var gået ind i en uendelig skov, det var sent en fredag aften.
Jeg fulgte en sti, som blev mere og mere utydelig, blade og jord strømmede langsomt ind over stien, og langsomt forsvandt den for mine øjne. Ligesom jeg følte at jeg kunne skimte en ny sti, for jeg vild!
Nu kunne jeg slet ikke finde rundt, mit hjerte bankede for fylde drøn, og jeg frøs ikke mere. Jeg prøvede i angst at finde min mobil frem så jeg kunne ringe til min ven, da jeg endelig fandt den i lommen, tabte jeg den ned på alle bladene der var blæst af i efterårsvejret. Jeg skyndte mig at tage den op, selvom det var svært for mine hænder rystede.

Jeg fik med besvær ringet op til Jakob, han sagde jeg skulle gå samme vej tilbage, jeg forklarede ham jeg ikke kunne se stierne mere og var faret vild midt i skoven. Jeg gik i lang tid, minutter føltes som timer. Jeg prøvede nogle forskellige veje, og det blev ikke mindre uhyggeligt. Da jeg endelig kunne se stien jeg kom fra, begyndte det at regne. Jeg løb mod stien, og kom endelig ud på den lokale vej. Denne her gang gik jeg med vejen hjem. Aldrig nogensinde ville jeg tage hjem igennem skoven igen!

Da jeg kom hjem drivvåd, var huset tomt. Jeg lagde mig ind i sofaen med et varmt tæppe, og rystede stadig over min tur ude i skoven. Aldrig havde jeg prøvet noget så uhyggeligt!