Kære Anne Grethe og Kim(Simons søn)
I Mandags havde jeg bagt medaljer, Simon var ikke helt tilfreds med det, men alligevel spiste han desværre nogen stykker.
De var lavet på det gamle jordbærsyltetøj fra sidste år, æg fra naboen og selvfølgelig resten af det der skal i. Efter han havde spist den sidste medalje, lagde han sig på sofaen. Han klagede som altid over hans voldsomme hovedpine, hjertebanken og smerter i maven . Simon havde jo altid haft problemmer med hjertet, og her på det sidste var det blevet værre og værre. Men jeg havde egentlig ikke hørt ham i lang tid beklage sig.
Han faldte i søvn på sofaen, og sov cirka en time til to. Da han stod op var han meget fortumlet, han sagde ingenting, men gik ud i køkkenet for at hente en glas vand, lige da han var kommet ud af stuen og på vej ind i mellemgangen ud til køkkenet, faldt han omkuld, jeg når lige at høre ham råbe på mig. Men da jeg kommer løbende hen til ham ligger han helt stille.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men får alligevel i panik ringet til en ambulance og prøver at gøre så meget for at hjælpe ham så godt jeg nu kan.
Men da ambulance folkene kommer var det allerede for sent. Simon var død. De kunne intet gøre, hans hjerte havde svigtet ham, ingen ved hvorfor det lige skulle være i mandags, men lægerne sagde det kunne være sket når som helst. Jeg håber at høre fra jer snart, da han skal begraves i weekenden.
Jeg er selv meget i chok og forstår det ikke. Jeg kan ikke tage mig sammen til at lave noget som helst. Jeg sidder bare derhjemme og stirrer ud i luften.
Fint brev:)
SvarSletHilsen
Peter